Knækkede Grene og Mørke Skove (Fortsat fra EPIV)

//Slutte emnet eller tage Eph med? //

//Jeg tænker lidt på at slutte emnet? Ved faktisk ikke helt hvorfor xD//

//Alrighty, then =D//

//Slut//

//ok, starter du? =)//

//... Naah xD//

// Okay. n___n En anden gang, så! C:

//Ej ups, sorry!//

Mørket. Stilheden. De tunge åndedræt. Et rovdyr, der kastede sig voer sit bytte. Dette var nok for at vække Misel, selvom hun aldrig helt havde sovet. Bare forestillet sig at sove, selvom hun bare lå og lyttede. Misel kiggede forsigtigt ned på drengen, et forsigtigt smil formede sig på den spinkle mund. Rolig og lydløst kravlede hun ud af sengen, sneg sig hen til bladdøren. Lydløst forsvandt hun ud af huset, imens den slanke bue var slynget ind over hendes skulder.

De slanke fingre strøg de hvide fjer på den elegante bue. De mørkegrønne øjne kiggede sig rundt omkring, indtil en vingebasken fangede hendes opmærksomhed. med et svag knagen trak hun strengen tilbage og sigtede på duen. Duen kiggede sig opmærksomt omkring, og pilen fløj i en perfekt bue imod duen. Dog var duen for hurtigt og nåede med nød og næppe at undgå pilen, der hamrede ind i stammen. Nogle lavmælte eder fløj ud af Misels mund, indtil hun kiggede efter endnu en fugl. En slankere, men stadig lidt buttet Due sad nogle hundrede meter fremme. Misel gjorde det samme igen, dog ramte pilen duen, der fløj slapt ned. Lynhurtigt var Misel henne ved dyret og skyndte sig tilbage til lysningen. Da hun kom der ind opdagede hun at bålet var gået ud. Hurtigt var hun derhenne og pustede til gløderne. Med endnu mere held flammede det op igen og knitrede tilfreds stillende. Misel begyndte at flå duen og fik kødet ud og lagde det over bålet.

Det stegte stykke kød blev lagt på endnu et blad og Misel kom ind til Demi. Hun kiggede ikke om han var vågen endnu, men hun lagde kødet på gulvet og kiggede op på Demi. Sov han endnu? Hun havde svært ved at se det, men alligevel, for en sikkerheds skyld hviskede hun de ordene til lille Demi.
"Jeg bliver nødt til gå Demi, spis og bliv hvis du har lyst, gør hvad du vil her, brug det som et hjem hvis du vil. Jeg bliver bare nødt til at gå" forklarede hun med den hviskende stemme. Hun vidste at hvis han sov var hun en idiot, men hun var ligeglad, til sidst forsvandt hun, med hætten trukket ned over hendes hoved, der dækkede hendes ansigt.

//out//

En let raslen med døren af blade rev straks Deem ud af han ellers så trygge søvn.
Stiv som et bræt, sad han og stirrede ud i luften, for at finde kilden til hans opvågning. Hans øjne vænnede sig langsomt til halvmørket, og han genkendte skikkelsen der betragtede ham i det sparsomme lys.
Han hørte hende begynde at snakke, men han hørte ikke ordene. Chokket var ved at fortage sig, og blev langsomt erstattet med en berusende følelse af lettelse. Det var Misel.
Smukke Misel. Sikre Misel. Trygge Misel. Hun havde kun vist ham gode ting, og selv nu kom hun med mad..?
Imens chokket stadig fortog sig, begyndte Deem langsomt at sætte sig op, uden at have forstået et ord af, hvad Smukke Misel havde sagt. Men da han endelig var fattet nok til at spise, var hun væk.
En ubehagelig følelse af et-eller-andet stikkede i hans torso, og prikkede. Men han skubbede hurtigt følelsen fra sig, og spiste med god appetit.
I takt med at maden forsvandt, forsvandt hver anden følelse af lettelse, træthed og adrenalin. Da maden var væk, var den ubehagelige følelse tilbage, men det tog ham ikke mange sekunder at forsegle den igen, og han rejste sig, og smuttede snart ud af huset, og skuttede sig i den kølige luft af tidlig morgen.
Han konstaterede at ilden var gået ud, og kunne derfor konkludere, at smukke Misel ikke var der. Hun ville ikke lade bålet gå ud, hvis hun ventede at komme tilbage snarest. Så luntende, uden formål, glad Deem afsted som endnu et forvildet rådyr.

//Out//