Knækkede Grene og Mørke Skove (Fortsat fra EPIV)

//havnen?//

Dokuro gik stille rundt, hun var i sin lille kat form, hun kunne lugte et blå og luntede derhen, hun så to personer der ikke så langt der fra, hun gik stille der hen, hun legede at hun var en kat som kom for at undersøge stedet, hun gik hen til drengen"miavu"sagde hun som en rigtig sød lille kat, hun ligende en katte killing, hun satte sig ned og kiggede op på drengen

//ja, Douk, som Venus ^^//

Roligt så Deem de smukke lys der langsomt forsvandt bag træerne, og efterlod ham tilbage i mørket. Med et interesseret tonefald, spurgte hun hvad han syntes om menneskerne. Hans verden gik i sort. Solen forsvandt, og tog hans lysere tanker med. Hvad mente han om menneskene? Hvad var det meningen han skulle mene om dem? Hvordan skulle han muligvis kunne have en ordentlig mening om dem?! Det næste han lagde mærke til, var hans knæ, som han støttede sin hage ved. Og lige som han havde glemt det rigtige spørgsmål, stod en lille ulden ting og sagde lyde.
Efter hans mørke tanker om mørke kamrer, var ukendte små sager ikke noget der uden videre begejstrede ham. Men det andet pigede skrig den dag, sprang han op, og over bålet i et overrasket spring, før han sad op ad Fr... Misel.
Bange og forarget, stirrede han på den underlige ting, med de mange hår, og måtte indrømme, at den lille ting var en kat. De havde haft en meget større og rødere en på gården før...

hun blev forskrækket og sprang lidt væk.
hun sagde halv kvalt miavu da hun blev forskrækket.
hun blev til en pige af forskrækkelse

Misel kiggede på Demi, da han sprang væk fra killingen. Hun kunne ikke lade vær' med at kige beundrende på den lille killing. Dog, da Demi sprang over bålet og satte sig ved siden af hende blev hun overrasket. Dog gjorde hun intet for at skubbe drengen væk. Det næste hun bemærkede var at den lille killing var blevet forvandlet til en lille pige. En formskifter sagde en stemme hurtigt i hendes hoved. Hun nikkede svagt af sig selv og kiggede på Demi, derefter pigen.
"Hej?" sagde hun prøvende til den lille pige, imens hun skævede til Demi. Var han okay? Dog kiggede hun over på pigen med et roligt, men træt smil.

Varsomt åbnede Deem sine tæt sammenknebne øjne, og det eneste der var tilbage, var en pige..? En glemt fortid bankede på, men på grund af hans forskrækkelse, bestemte han sig for at vente med at få han åbenbaring. Den dag havde allerede ført mange flere oplysninger med sig, end godt var.
Med dyb mistro stirrede han mod den lille pige. udseende kunne snyde, og hvis hun kunne blive til en kattekilling og en pige, hvem vidste så, om hun i virkeligheden var en spion? Fra slottet?
Stille lyttede han til Misels spørgsmål, og krympede sig sammen i venten på svar.

"hej"sagde hun med et sødt smil"i har ikke set Onkel Fal og Tante Amy vel?"spurgte hun, hun kiggede på dem"jeg er blevet væk igen og det må jeg ikkr for onkel fal, han er forskifter mig, de er ikke mine rigtigt tante og onkel de fandt inde i byen hvor jeg har været alene siden jeg var 3 år"sagde hun, hun virkede ikke ked af se det"men har i set dem? min onkel er tit et stor dyr med skæl som en fisk, men ikke det han flyve"sagde hun, hun kiggede spørgede på dem.
da hun ikke fik noget svar, rejste hun sig op og gik ud for at lede helt selv

//out//

Misel kiggede efter pigen da hun igen forsvandt. Hun virkede som et spøgelse, der dukkede op det ene sted, men forsvandt igen. Dog kunne hun ikke lade vær' med at smile, da pigen snakkede lidt hurtigt og snakkede meget. Det var noget som var en del modsat fra Demi, som var en meget stille dreng. Med et træt blik kiggede hun over på Demi. Dog forblev hendes smil på den rose farvede læber. Dog havde hun svært ved at se hans øjne da mørket langsomt blev tættere.
"Jeg tror at jeg går til ro" sagde hun og det blev understreget med et dybt gab. Hun kiggede stadig på Demi, så godt hun nu kunne.

En lille pige. Og så snakkede hun. Og så snakkede hun meget. Hvad skulle det gøre godt for?
En lille del af Deem, havde lyst til at få hende til at holde mund. Han ville ikke vide noget. Han ville ikke have noget med det at gøre. Overhovedet ikke... Og så gik hun. Som et lille paralyseret spørgsmålstegn stirrede han efter hende. Og han havde ikke haft den mindste tid til at få hold i sin verden, før smukke Misel snakkede igen.
*Til ro... Jeg vil også have ro* men hvad skulle han gøre? Han havde på forhånd sagt at han ikke ville sove med hende, men på den anden side ville han ikke forlade hende nu. Og bare det, at indrømme det, gjorde ham umådeligt sur på ham selv. Havde han måske ikke bestemt sig for aldrig at knytte bånd med nogen igen? Og nu ville han ikke forlade hende?
"Jamen så godnat. Jeg... går til ro." Med en kølig distanceret stemme, rejste han sig og gik ind i skoven. Eller skoven og skoven. Han vendte rundt og tog en lille runde og endte bag huset. Eller skuret? Han havde lidt mistet fornemmelsen af størrelsen på huse. Han vendte sig, og puttede sig godt ind mod den bagerste væg og lukkede øjnene.

Misel kiggede efter Demi, fyldt med bekymring i øjene. Dog, selvom han havde sagt sine ord med en kølig stemme, blev hun bekymret da han så ud til at sove i sit laset tøj. Me det suk gik hun med hastige skridt ind i hendes form for skur? Misel var i tvivl, da var faktisk bare nogle brædder, bundet sammen og med lidt fantasi brugte hun det som sit hjem. Da Misel kom ind kiggede hun på bladende der lå klar til at blive vasket, en lille træstub som fungerede som bord, og én endnu mindre træstub som hun brugte som stol. Hvis man kiggede rundt, så bag nogle blade hængt op som en form for dør, befandt sig en form for seng. Dog var det nogle brædder, hvor der ovenpå dem lå et tyndt stykke stof, med nogle få fjer i hun havde fået fra forskellige fugle. Ovenpå det lå der et tæppe lavet af dyreskind, hvor der var pels på begge sider. Et stykke pels fungerede som pude. Endnu en lille træstub fungerede som et lille bord til et lys eller lign.

Misel gik igennem det første rum og ind bag ved bladende. ved 'sengens' fodende fandt hun en lille kasse, med endnu en 'pels dyne'- og hovedpude. Det var lidt støv på det, da hun normalt brugte det til rejser, men hun fik rullet det sammen, imens hun gik ud af 'hytten'. Misel lod sine øjne og ører fornemmede lysningen, da hun bagefter ledte efter Demi. Da hun endelig fandt ham, smilede hun opmuntrende til ham.
"Jeg tænkte du måske ville komme til at fryse lidt?" sagde hun spørgende og rakte tilbydende pelsen frem. Hun prøvede at smile, men det forsvandt langsomt i tvivl om hans kølighed ville vare ved.

Men lukkede øjne, og fast besluttet på at sove, var det ngoet af en overraskelse at se hende igen. Og så med en pels. En stor... varm... blød... pels.
Men kunne han tage imod den?
Uden at vide hvordan han skulle reagere på denne venlighed, gjorde han noget af det eneste der kunne falde ham ind.
Men langsomme usikre skridt, stavrede han afsted mod hende, og greb lige pelsen, da han maste sig ind mod hende, i noget der nok skulle forestille et kram.
Ikke en tåre. Ikke et snøft. Det var ikke nødvendigt. Men på en eller anden måde, kunne han bare ikke blive ved med at være mistroisk overfor sådan en smuk, sød og tålmodig dame, der end ikke havde spurgt ham om noget. Så med lidt for korte arme, sammenknebne øjne, og fire hovder for lav, slyngede han hans arme omkring den smukke dame.

Forbavset ... overrasket ... glad. Ja, de var de ord der kunne Beskrive Misels følelser da Demi slog armene omkring hendes, ja næsten hofter. Misel smilede bredt og lagde sine egene arme omkring Demi, s¨godt hun nu kunne. Hun kunne ikke lade vær' med at smile lagde hun selv mærke til imens hun kiggede ned på den skrøbelige dreng. Drengen som i det ene øjeblik var er nerve vrag, derefter koldheden selv, så mistroisk og til sidst en ganske normal dreng. Ja, meget forvirende var han, alligevel nød Misel hans forvirrende personlighed. Hun kiggede ned på drengen, men kiggede så op på den mørke himmel. Med et muntert suk og lille gab, løsnede hun Demis arme.
"Demi, er du sikker på at du gerne vil sove udenfor?" spurgte hu for en sidste gang da hun havde sat sig ned på hug.

Han beherskede sig stolt for ikke at pive svagt, da han mærkede klumpen i halsen, og alligevel ville han ikke slippe hendes hånd, da hun fik ham til at slippe sig resolutte greb.
"Demi, er du sikker på at du gerne vil sove udenfor?"
Ja. Ja ville han sige. Selvfølgelig ville han sove udenfor. Han ville ikke blive involveret. Han ville ikke kende hende. Han ville ikke kunne lide hende.
Han rystede stille på hovedet, som en lille dreng der lige var blevet spurgt som han hadede mor.
"Jeg vil gerne med dig."
Det var kun en hvisken. En blid brise tog hans ord med sig, og snart var der ikke andet tilbage end mindet om de forsvundne ord. Og alligevel var det der irriterede ham mest, at han vidste at han ikke kun mente for denne aften. Han ville med hende længere end til hytten. Men han kunne ikke sige det. Måske ville hun oven i købet sige ja, og blive ved med at beholde ham.

Misel smilede roligt og behersket til ham. Hun behøvede ikke at anstrenge sig for at høre de små ord, da hendes spidse ører fangede ordende som katten med musen.
"Så kom med" sagde hun med hendes rolige og blide stemme. Uden tegn på svar eller noget, lagde hun forsigtigt og blidt en arm omkring hans skuldre og førte ham om til hendes 'hytte'. Imens de gik overvejede Misel hvordan hun skulle få Demi en plads til at sove på. Til sidst, da de kom ind, førte hun ham videre ind i hendes soverum.
"Her, tag min seng, jeg sover ude i det store rum" forklarede hun med et smil.
"Men må jeg også få lidt pels" spurgte hun da hun gik hen imod bladdøren. Misel vidste at drengen muligvis ville nægte, men det var et forsøg værd, han var jo stadig et skrøbeligt menneske.

En lun arm om skulderen, og en venlig stemme. Han kiggede fikseret ned for ikke at få våde øjne. Langsomst fulgte han med, og trådte ind i det sparsomt møblerede hus.
Her tag min seng, jeg sover ude i det store rum. Men må jeg også få lidt pels?
Langsomt gik det op for Deem, at han ikke havde nogen anelse om hvad hun snakkede om. Ville hun bare gå? Og lade ham sove i en seng for ham selv? Han forstod det ikke helt, men han forstod at hun gerne ville have pelsen. Han rakte den frem mod hende, med den samme lidt tapre mine, og fulgte efter hende ud i det store rum, hvor han regnede med, at de skulle sove. Han satte sig langsomt på jorden, op ad en væg, og nikkede med noget der muligvis kunne ligne antydningen af en udvisket smil.

Misel tog træt imod pelsen, og tog blidt bladende væk fra hende så hun kunne komme igennem. Da hun kom ind i det store rum, kiggede hun lidt dovent rundt, men besluttede sig så til sidst at ligge det største stykke pels på gulvet og lægge sig oven på det. Lige da Misel skulle til at lukke dybt, hendes udmattede og trætte øjne, gik det op for hende at Demi var kommet med ind og sad op af en af væggene. Med et svagt suk, kæmpede hun sig selv op at stå og gik hen til Demi.
"Demi, du må godt sove i denne her seng" forklarede hun og nikkede imod den bløde og behagelige seng der var bag døren. Hun smilede roligt og tålmodigt selvom trætheden gjorde det svært for hende. Misel lod sine øjne vandre kort rundt i huset, hvor hun mindede sig selv om at hun skulle snart begynde at rydde op. Dog fik hun hurtigt de grønne øjne til at kigge tilbage på Demi.
"Medmindre du gerne vil sove herinde" forsikrede hun, men blev kort afbrudt af et fortrængt gab.

Hurtigt gik det op for Deem, hvad hendes idé var. Og det var simpelthen for meget at tage imod.
"Misel med." resten af hans ord druknede før de var kommet ud, og han tog blidt fat i hendes hånd, og prøvede at trække hende med til sengen. Han skulle nok lade som om han faldt i søvn, og så kunne han flytte sig ned på jorden i natten, men en uventet voldsomt gab, gjorde ham opmærksom på, at han nok ikke ville komme op foreløbig, hvis han lagde sig. Ikke desto mindre hev han afsted med hende, og satte sig på kanten af den enorme seng, (I hans øjne) og ventede på at hun selv lagde sig til rette.

Misel lod sig overrasket blive hevet med ind i hendes soverum. Da hun satte sig ned med Demi kiggede hun på ham. Hurtigt forstod hun budskabet og lagde sig forsigtigt ned i de bløde blade hvor pelsen lå som madras. Hun tænkte på pelsen ude i det store rum, men lod tanken være for sig selv. Da hun havde fået klemt sig selv op imod væggen så der var en del plads til Demi lagde hun sine hænder som hovedpde under hendes hoved, imens hun iagttog Demi.

//Sorry jeg svarer fra den hersens bruger, gider ikke skifte xD Stadig mig!//

Langsomt og forsigtigt lagde Deem sig ned, og blev helt væk i de dybe øjne der iagttog ham med deres egen form for visdom. Han lagde sig på siden, lige på kanten af sengen, og kiggede tilbage i hendes øjne, inden han overtalte sig selv til at tro på, at hun ville ham alt godt.
Det lykkedes ikke perfekt.
Men langsomt, men en stor kraftanstrengelse lukkede han øjnene. Der gik ikke lang tid, før de sitrede og åbnede sig igen. Han bestemte sig for at vende sig, så han ikke kunne kigge på hende, men hans krop virkede så underlig tung. For første gang i meget lang tid, tænkte han faktisk på sin krop. Og han prøvede svagt at smile. Men dog virkede det ikke. Hans ansigt havde ligesom glemt hvordan man gjorde. Men det betød ikke noget. Han trak vejret langsommere og langsommere, og lukkede veltilpas øjnene. Ikke lang tid efter, svævede han væk i den tungeste søvn i årevis.

Misel iagttog stadigvæk Demi imens hans lille drengekrop langsomt forsvandt ind i søvnens arme. Hun kiggede på hans åndedræt hvordan han roligt med sit rolige åndedræt sov. Misel kiggede bare og tænkte på hvor mange sjæle hun havde kigget på. Hvordan hun som altid var fascineret at søvnens magt. Hvordan nogle mumlede, andre gik og nogle lå stille som et dødt dyr. Langsomt gik det op for Misel at hendes egne øjne selv var faldet i, dog kunne hun ikke lade vær' med at tænke, og undre sig over søvnen. Dog, endelig fik den trygge søvn tag i hende, og hendes åndedræt blev endelig roligt og regelmæssigt.

//Me again, So... Soon waking?//

Langsomt, i søvnens stærk favntag, læne det lille nervevrag sig imod den varme krop, der lå ved siden af sig. Et mindre smil viste sig på drenges hærgede ansigt, der endlig lå stille hen, og han maste sig imod hende og sukkede veltilfreds. Søvnens farvespil farvede inddersiden af hans øjenlåg, og han trak tungt vejret, med mange pauser og trykkede sig imod hende med en uforstyrret drøm, uden farvede mareridt.

//When is it going to be morning? ^^//

Misel lå i en let, men tryg søvn. Derfor vågnede hun da den lille krop masede sig ind til hende. Allerede igang med at sove igen lagde hun blidt, forsigtigt og træt en arm omkring det lille nervevrag. Med et tilfreds suk lod Misel hele sin krop svinde ind i søvnens favntag igen.

//er emnet gået i stå eller?//

//Aaaargh, so sorry! Måske en smule? jeg tænkte på at diskutere med dig, hvorvidt noget skulle ske xD Som ... en-eller-anden NPC? Oo Ej, jeg aner ikke hvad der skulle ske. Og undskyld, at jeg har været så meget væk! D8 //

//helt iorden, kom bare i tvivl, men vi kunne da se om vi kunne få en NPC indblandet? Eller slutte emnet? Jeg ved det ikke -_-'//

// Undskyld jeg blander mig så'n, men.... tag Martha, tag Martha! Kan findes her! Ved ikke, hvor meget spil det vil give, men altså... glæder mig sådan til at tråde med hende. xD